Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Fritvalgsordning

Fra 1. januar 2018 har børn og unge mellem 0-16 år mulighed for at modtage det samlede tandplejetilbud (almindelig forebyggende og behandlende tandpleje inklusiv tandregulering) hos en privatpraktiserende tandlæge, mod en egenbetaling på 35 % af udgifterne.

0-16 år

Alle børn fra 0-18 år, som bor i Billund kommune, kan gå gratis til tandlæge på alle kommunens klinikker. Barnet bliver automatisk indkaldt til den klinik, der hører til barnets bopæls skoledistrikt. I kan dog frit vælge at skifte til en anden af kommunens klinikker. Se her hvilken klinik dit barn automatisk tilknyttes.

Fra 1. januar 2018 har børn og unge mellem 0-16 år mulighed for at modtage det samlede tandplejetilbud (almindelig forebyggende og behandlende tandpleje inklusiv tandregulering) hos en privatpraktiserende tandlæge. Hvis I ønsker at modtage tandplejetilbuddet i privat praksis, skal I give Billund kommunale Tandpleje besked om, hvilken tandlæge I ønsker, før I starter. Billund kommunale Tandpleje indgår derefter en aftale med den privatpraktiserende tandlæge om varetagelse af tandplejetilbuddet for jeres barn. Billund Kommune yder tilskud på 65 % af udgifterne, mens I selv skal betale 35 % af udgifterne. Tandregulering samt andre særligt kostbare behandlinger, der udføres i privat tandlægepraksis og hvor der ikke er aftalt faste priser, må først iværksættes, når kommunen har godkendt behandlingstilbuddet fra den privat praktiserende tandlæge. De ydelser i privat tandlægepraksis, der ikke kræver forhåndsgodkendelse af Billund Kommune, er ydelserne i Børne og Ungdomstandplejeoverenskomsten og nødvendig ortovisitation hos specialtandlæge i ortodonti. Desuden kan flerfladede plastfyldninger udføres uden forhåndsgodkendelse, såfremt de ikke overstiger følgende beløbsgrænser, der løbende reguleres med samme procentsats, som øvrige BUT ydelser:

  • Plast præmolar enkeltkombineret, 2 flader: 775,00 kr.
  • Plast præmolar dobbeltkombineret, 3 flader: 1005,00 kr.
  • Plast molar enkeltkombineret, 2 flader: 996 kr.
  • Plast molar dobbeltkombineret, 3 flader: 1.150 kr. 

Tandpleje i anden kommune

Fra 1. januar 2018 har børn og unge mellem 0-16 år endvidere mulighed for at modtage det samlede tandplejetilbud (almindelig forebyggende og behandlende tandpleje inklusiv tandregulering) hos en anden kommunes tandpleje. Hvis I ønsker at modtage det samlede tandplejetilbud i en anden kommunes tandpleje, skal I give Billund kommunale Tandpleje besked om, hvilken tandpleje I ønsker, før I starter. Billund kommunale Tandpleje indgår derefter en aftale med den anden kommunes tandpleje om varetagelse af tandplejetilbuddet for jeres barn. En kommune kan afvise at modtage børn og unge fra andre kommuner, såfremt de ikke har tilstrækkelig kapacitet. 

Tandlægeskift mellem Billund kommunale Tandpleje og privat praktiserende tandlæge/anden kommunes tandpleje kan kun foretages én gang årligt. Som udgangspunkt skal konkrete påbegyndte behandlinger færdiggøres, før der kan foretages tandlægeskift.   

Uanset hvor I vælger at modtage tandplejetilbuddet til jeres barn, vil serviceniveauet være ensartet. Det vil sige, at indkaldelser til regelmæssige tandundersøgelser foretages med det interval, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen i Billund Kommune. Det betyder også, at de tandbehandlinger, som jeres barn ikke ville kunne tilbydes i Billund kommunale Tandpleje, dem skal I selv betale 100 % i privat tandlægepraksis. 

16-17 årige

16-17-årige kan fortsat vælge mellem at modtage det gratis kommunale tandplejetilbud på kommunale klinikker, eller hos privatpraktiserende tandlæge efter eget valg. Hvis du vælger en privatpraktiserende tandlæge, skal du først kontakte Billund kommunale Tandpleje om dit valg. Derefter kan vi overføre dine journaloplysninger til din nye tandlæge. Først når dette er i orden, kan du benytte dig af din nye tandlæge. Tandlægeskift kan kun foretages én gang årligt. Hvis du vælger at skifte, gælder det for det samlede tandplejetilbud. Er du i gang med tandregulering, kan valgmuligheden ikke benyttes, da igangværende behandlinger skal færdiggøres der, hvor de er påbegyndt. Ovenstående gælder også for den afsluttende tandreguleringsbehandling (retentionsbehandling). 

Sidst opdateret 26. januar 2018